søndag den 19. maj 2013

Lyset kommer

Solen skinner, fuglene kvidrer, havet er åbent og vejene er fri for is – ja, foråret er godt i gang heroppe. Man kan sidde og se ud på alle de forskellige slags skibe, der har gang i hver deres, om morgenen bliver man vækket er den dejligste fuglesang og undrer sig over, hvor de bor, når der ingen træer er og natten virker ikke mørk på noget tidspunkt mere – MEN! Hvorfor skal det så stadig være så koldt… Solen tør det is og sne, der dækker nogle steder på vej til annekset, og om aftenen fryser det igen, så man skal passe på ikke at glide på trappen. Sneen bliver også ved med at drysse ned fra himmelen, men jeg satser på, vi snart for noget sommer herop!

Den glatte, glatte trappe - jeg er dog sluppet for at falde endnu!

Hvis man ser bort fra den seneste uge, har lyset om natten ikke generet mig, så nu skaffer jeg ekstra gardiner, så jeg er sikker på, det ikke bliver et problem senere, når midnatssolen kommer. Det sker her i slutningen af maj – så det er ret mærkeligt at tænke på, hvor meget af tiden solen er fremme i forhold til dengang jeg kom, hvor jeg så den stå op. Lyset giver os også mere energi, hvilket gør, vi får hygget os mere om aftenen, får snakket, gået ture og fx laver film - night - og senere sejler :)

Sådan så det ud for en uge siden mellem 23 og 24 :)
 
… En anden grund til, lysten til filmaften stiger, er på grund af vores nye møbler til dagligstuen endeligt er kommet. Alt er nu blevet malet, skiftet ud og blevet rigtig lækkert. Dagligstuen er nu et sted, vi har lyst til at hænge ud og et sted, der er lyst og godt at være i. Man skulle ikke tro, møbler kunne gøre SÅ meget forskel, men det er virkeligt noget, vi nyder i fulde drag! Vi har også fået udsmykning på væggene, lavet af en af Sømandshjemmets nære venner. Han maler på gammelt tømmer, og bruger bl.a. forskellige citater, vers og lignende. Vi kan få byttet billederne om, når vi vil, siger han – så det er luksus med sådan et tilbud. Vi nyder billeder hver dag, når vi har andagt, ser lidt fjernsyn eller hygger os deroppe.
 
Et af de flotte billeder dagligstuen er blevet udsmykket med

Generelt er dagligstuen et sted på Sømandshjemmet, hvor der er plads til spil, film og leg, men det er også et sted, hvor man kan få snakket nærmere med nogle af de gæster, der kommer og bor hos os. For en måneds tid siden havde jeg nattevagt, hvor jeg fik snakket meget med en kvinde fra en af bygderne. Hun havde siddet i dagligstuen hele natten, da hun ikke kunne sove, fordi hun savnede sin familie så meget. Hun var strandet på grund af vejret og kunne ikke lide, ikke at vide, hvornår hun igen ville se dem. Da jeg havde ordnet alle opgaverne, satte jeg mig op til hende og vi fik snakket om stort og småt. Det er sjovt at mærke, hvor åbent et folk grønlænderne er – i løbet af kort tid, kender man til det meste af deres situation, og snakken bevæger sig videre til emner med mere dybde i. Noget af det samme oplevede jeg den anden dag, hvor vi sad nogle stykker og snakkede i dagligstuen. Der kom en af gæsterne ind til os – en ung mand på 25 – og tog en kop kaffe og stillede et par praktiske spørgsmål. Jeg satte mig hen til ham, og vi fik vendt rigtig mange forskellige ting over et par kopper kaffe. Jeg nyder meget åbenheden, og glæder mig over at få sådanne oplevelser med mig hjem.

Når man går tur heroppe er isfjelde et hverdagssyn :) Så smukke...
 
I sidste uge fik jeg fornemt besøg fra Danmark af. Nemlig en bekendt, der var på to ugers studietur til Ilulissat (80 km væk), hvor hende og hendes studiekammerat skulle have mere stof til deres bachelor. De læser til pædagoger og arbejder med grønlandske familier i Danmark, og skulle derfor – efter lang tids læsen – opleve Grønland ’’in real life’’. Dog havde de tid til at holde en enkelt fridag i Aasiaat og besøge mig. De nød at kunne få hovedet klaret til, så den sidste uge kunne bliver ligeså effektiv som den første, og jeg nød at kunne snakke om fælles bekendte hjemmefra. Det er skørt at verden ikke er større, end man stadig kan mødes i andre lande.  Mange tak for besøget og for de gode historier, Cecilie.

 Men ellers går alting jo stille og roligt… … … … … … eller… Højsæsonen nærmer sig, og der bliver mere og mere at se til her på Sømandshjemmet. Det er dog rart at vores nye bookingsystem så småt er ved at køre glat, vores nye hjemmeside er kommet op at køre og alle de små ting, man troede, man havde fået styr på én gang, kommer i orden igen. Nu mangler vi bare snefrie fjelde, at få den nymalede bro i vandet og så nyde sommeren i Grønland.. Ja, hvis den har tænkt sig at komme?

Efter lidt blæst, var vandet igen fyldt med is - sikke et forår

Her i aften tager Lene og Trine på ferie, så Heine og jeg kommer på arbejde hverdag og får brugt en masse timer, så jeg kan holde fri, når Laura kommer. Så alt kører som det skal, hvis man ser bort fra mit kamera, der fik sig en vasketur i vaskemaskinen den anden dag - ja, sådan går det, hvis man skynder sig lidt for meget. Det er træls, men heldigvis kunne min memorycards stadig tømmes for billeder. Så må jeg bare låne Trines kamera her den sidste tid...

Mange tanke heroppefra - Signe

Den dejlig, lækre daglistue :) Havde desværre ikke et med mennesker på, men det er blevet noget bedre end før!
 
Gå også ind på http://www.soemandshjem.gl/ og se den nye hjemmeside for sømandshjemmene i Grønland. :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar